JYSK lagerterminal, Uldum
For Jysk i Uldum har M.J. Eriksson udført jord-, funderings- og ledningsarbejde til udvidelsen af 30.000 m² nye lagerhaller- og administrationsbygninger, samt 15.000 m² belægning.
Vi udførte vores arbejde i underentreprise for DS-Flexhal, i perioden fra august 2016 til juli 2017. Vi har håndteret 400.000 m³ jord, fortaget jordkomprimering, pælefundering og endvidere lagt kloak- og forsyningsledninger.
For at komprimere det dybdeliggende løst lejret sand, over et areal på 18.000 m² anvendte vi faldlodskomprimering, der blev gennemført ved at droppe et 13 tons lod på jordoverfladen.
Grunden var dækket af et 4-5 meter tykt lag af overskudsjord fra byggeriet af de tre eksisterende højlagre fra 2008. Det kunne man ikke umiddelbart bygge på, hvorfor vi fjernede jorden og etablerede en sandpude under terminalbygningen, mens vi valgte at pælefundere under højlageret.
Ramningen af de 2.000 pæle blev udført af to rambukke i pælelængder på mellem 14 og 18 meters dybde (i alt 40.000 meter pæle) som skulle opnå en bæreevne på 850 kN. Efterfølgende foretog vi kapning med fritstående jern, så pælene kunne indstøbes i bundpladerne.
JYSK har efterfølgende placeret de højtbelastede reoler ovenpå pælerækkerne. Pæleentreprisen androg alene 9 mio. kr. af den samlede entreprisesum.
Udførelsesperiode
2016-2017