Ny forbindelse over Vestvolden begynder at tage form

Tilbage til nyheder

M.J. Eriksson er godt i gang med etableringen af den nye vejforbindelse mellem Tingbjerg og Husum, der skal binde området tættere sammen med resten af København. Projektet skrider planmæssigt frem med fokus på både sikkerhed, fremdrift og hensyn til naturen og forsyningsledninger.

Anlægsarbejdet på den nye vejforbindelse mellem Tingbjerg og Husum gik i gang i maj 2026 og arbejdet er godt i gang. Projektet udvikler sig planmæssigt i de naturskønne omgivelser omkring Vestvolden. Den nye vej skal styrke sammenhængen mellem Tingbjerg og Husum og forbedre fremkommeligheden for både bilister, cyklister og gående. Samtidig bliver forbindelsen et vigtigt bidrag til den fremtidige udvikling af området.

Projektet omfatter bl.a. etableringen af en ca. 350 meter lang vejforbindelse med ét spor i hver retning, cykelstier og fortove på begge sider samt en ny bro over Vestvolden og Fæstningskanalen. Derudover etableres nye stiforbindelser, adgangsveje og trafiksikkerhedstiltag, som skal gøre området mere tilgængeligt og trygt for alle trafikanter.

Projektet er særligt komplekst, fordi arbejdet foregår klos op ad nogle af hovedstadens vigtigste forsyningsledninger. Under jorden løber både den store Bonnaledning og Gyngemoseledningen, som er centrale hovedtransmissionsledninger for Københavns drikkevandsforsyning. Det stiller store krav til planlægning, sikkerhed og udførelse. Derfor har M.J. Eriksson blandt andet etableret avancerede beskyttelseskonstruktioner over ledningerne.

Arbejdet udføres i etaper og spænder fra jordarbejde og forsyningsomlægninger til bro- og vejanlæg. Indtil videre forløber arbejdet som planlagt, og der arbejdes målrettet på at fastholde fremdriften frem mod den forventede færdiggørelse i 2027.

Høj sikkerhed på byggepladsen

På projektet er sikkerheden et gennemgående fokusområde. Både Vejdirektoratet og M.J. Erikssons projektorganisation har løbende arbejdet for at sikre, at arbejdet udføres under trygge og kontrollerede forhold. Jan Bach Nielsen, Senior Projektchef hos M.J. Eriksson, fremhæver, at sikkerheden har været prioriteret højt fra første dag på projektet:

”Projektet er kommet rigtig godt fra start, og arbejdet skrider planmæssigt fremad. Fra dag ét har sikkerheden været en central prioritet, og vi har arbejdet systematisk med afspærringer, adgangsveje, koordinering mellem faggrupper og daglige sikkerhedsgennemgange, hvilket har skabt trygge rammer for både medarbejdere og bygherre.”

Også Vejdirektoratet, der står bag projektet, har udtrykt stor tilfredshed med den måde, sikkerhed bliver håndteret og prioriteret på projektet, og det stærke samarbejdet med bygherren skaber en god dynamik på pladsen.

Jan fortsætter: ”Det er positivt at både vores egne folk og Vejdirektoratet anerkender det arbejde, der bliver lagt i at skabe en sikker byggeplads og opretholde et højt sikkerhedsniveau.”

Særligt hensyn til naturen

Arbejdet foregår i et område med store natur- og rekreative værdier, og derfor er der gennemført en række tiltag for at beskytte dyrelivet. Bl.a. er der opsat paddehegn, flyttet padder væk fra arbejdsområderne og etableret nye opholdssteder for flagermus.

Derudover udføres både belysning og anlægsløsninger med hensyn til områdets flora og fauna, så den nye vejforbindelse kan indpasses bedst muligt i det eksisterende landskab.