Ny adm. direktør
M.J. Eriksson, en af Danmarks største jord- og anlægsentreprenører, har pr. 1. oktober 2024 ansat Torben Bloch Nielsen som ny adm. direktør. Det sker som led i at tilpasse organisationen til den betydelige vækst, som selskabet har oplevet og fortsat forventer. Nuværende adm. direktør Stig Munch-Jensen vil fortsætte i en nyoprettet stilling som driftsdirektør.
M.J. Eriksson, der er en familieejet virksomhed gennem flere generationer, er i de seneste år vokset betydeligt og nåede i 2023 en omsætning på ca. 3 mia. kr. M.J. Eriksson, der har hovedkontor i Ishøj, løser anlægsentrepriser i hele Danmark og Sydsverige og beskæftiger mere end 650 medarbejdere.
“Vi har altid sat en ære i at være en lille og effektiv organisation, men har besluttet at udvide og styrke ledelsen for at understøtte den betydelige vækst, vi oplever. Vi er derfor meget glade for at byde Torben Bloch Nielsen velkommen til M.J. Eriksson. Med hans erfaring og værdier er vi overbeviste om at han, sammen med den øvrige ledelse, vil bidrage til at styrke vores position og fortsætte den positive udvikling. Jeg vil samtidig gerne takke Stig Munch-Jensen for hans betydelige indsats gennem de sidste 15 år, hvor han har spillet en central rolle i at skabe fundamentet for vores udvikling. En udvikling, som han fortsat vil bidrage til som driftsdirektør,” siger Jørgen Eriksson, bestyrelsesformand for M.J. Eriksson.